UGENS KLASSIKER
Af Arne Herløv Petersen
“Familien Schmidt” (1951) er instrueret af Ole Palsbo, frit efter en roman af Palle Lauring. Leck Fischer var med til at skrive manuskriptet.
I en lille dansk købstad ligger bankbestyreren for døden, omgivet af sin sørgende familie. Eller sørgende og sørgende…
Hans kone, der spilles af Ellen Gottschalch, svømmer hen i et sentimentalt sorg-skuespil, men hun er falsk hele vejen igennem, hul og hyklerisk og uden substans. Den ene søn er skolelærer, slesk og beregnende, hyklerisk og floromvunden. Den anden er en uansvarlig psykopat, bedragerisk og upålidelig. De to yngste børn danner modvægten til disse tre, datteren Margit (Lis Løwert) er underkuet, men gør sig fri, og den vege og stammende lillebror Niels (Louis Miehe-Renard) træder i karakter for at forsvare sin kæreste, der er blevet gravid, og som skolelærer-sønnen vil have sendt til et hjem for faldne kvinder, så hun kan føde idølgsmål.
Midt i det hele dukker bankbestyrerens uægte søn, lægen Erik Juel (Erik Hass Kristensen) op. Han har været feltlæge under anden verdenskrig og stiller krigens rædsler op i skarp kontrast til det lurvede, smålige og hykleriske danske provinsmiljø.
Og så viser det sig, at bankbestyreren havde begået underslæb. Skandale og katastrofe truer, især fordi Folkebladets unge journalist er på sporet af historien.
De første to tredjedele af filmen er en nådesløs blotlægning af hele dette forløjede lilleput-land. Gustav Wied ville have nikket bifaldende.
Morten Piil kalder i Gyldendals Filmguide filmen “en historie om undertrykkelse og skinhellighed” med “en hårdkogthed, grænsende til det kyniske” og slutter “Når Ole Palsbo drypper sine danskere i syrebadet ætser det som aldrig før eller siden i dansk film”. Morten Piil giver filmen tre stjerner af fire mulige, og han rutter ikke med stjernerne. Kun fire af de godt tusinde film i guiden får fire stjerner, og kun et halvt hundrede når op på tre eller tre en halv.
Om det er Ole Palsbo, der får ondt af sine personer, eller om det er en krav fra filmselskabet skal være usagt, men filmen slutter med happy end og udsigt til dobbeltbryllup. Det kan man se som en svaghed – eller man kan vælge at se det som noget bevidst og ironisk påklistret – som når Mackie Messer i Dreigroschenoper ikke bare benådes ved galgen, men også adles og overøses med udmærkelser.
Under alle omstændigheder må man give Werner Thierry ret i det, han skrev i anmeldelsen i Land og Folk: “Filmen hæver sig højt over, hvad der ellers er præsteret fra de danske filmatelierer i den forløbne sæson”.
*
Filmen er hverken kommet på videobånd eller dvd. Den blev sendt i DK4 29.6. 2004, og de har den naturligvis på Filminstituttet.