Da jeg skrev om forfilmen (herover) skrev jeg, at jeg nok ikke skulle se denne film, fordi den så virkelig uhyggelig ud. Men en ven viste mig den amerikanske forfilm (herunder), som giver et andet indtryk af filmen, og jeg læste om alle de priser, den har fået, og fik den varmt anbefalet fra flere højst troværdige filmbuffs. Så jeg gik jo ind og så den alligevel.

Skræmmende, men ikke på gyser-måden

Filmen indeholder både det skræmmende, som jeg reagerede på, da jeg så forfilmen, men også en masse andet. Jeg skal straks indrømme, at jeg fandt en del scener meget svære at se på. Ikke på grund af uhyggelighed, det er der egentlig ikke så meget af, men på grund af, ja, grimhed. Jeg var simpelthen frastødt. Og det er der selvfølgelig en pointe i. En stor én – det er jeg ikke blind for.

Gentagne overraskelse

Filmen overrasker igen og igen. Ikke ved monstre der kommer springende ind fra højre og skræmmer livet af biografgængeren, men ved at handlingen hele tiden bevæger sig overraskende steder hen. Og det endda på trods af, at man ret hurtigt gætter, hvad der er “i vejen” med filmens to hovedpersoner.

Poetisk/upoetisk

Så upoetisk det end er at sidde og se på disse to meget uskønne skabninger en hel film igennem, så er filmens morale så meget desto smukkere og finere – og noget så poetisk! Filmens to hovedroller spilles af to skuespillere, der er lige så formummede som de fleste karakterer i Starwars. Man ville ikke umiddelbart genkende dem på gaden efter at have set filmen… Det er svenske Eva Melander og finske Eero Milonoff. Instruktøren Ali Abbasi er ny for mig, men mon ikke vi kommer til at se en del mere til ham? Hans karriere er ganske usædvanlig – han kom til Skotland som barn med sine forældre fra Pakistan. Han blev TV-vært på BBC Scotland og begyndte så at skrive bøger – på gælisk…

Outsider

Filmen kaster et nøgternt blik på, hvordan vi reagerer på det, der ligger uden for normen, og den gør det på en meget nuanceret måde, for der er jo ikke kun én måde at betragte outsideren på.

Forfilm

First Man

Det er et klogt træk at vælge Ryan Gosling til hovedrollen som Neil Armstrong. Han er mere end et kønt ansigt og kan – måske – give fylde til en historie, vi udmærket kender. Instruktøren Damien Chazelle kender vi fra en anden Ryan Gosling-film, nemlig La La Land. Det er i øvrigt nok en af de film, der har delt vandene allermest i de cirkler, jeg bevæger mig i. Jeg var vild med den, men mange af mine venner hadede den simpelthen. Mon det bliver det samme med denne her?

Colette

Jeg er enormt ambivalent om denne. Historien à la den om Colette er jo genialt filmmateriale, som vi netop har set med The Wife. Men jeg har det meget vanskeligt med Kiera Knightley, og jeg er ikke betaget af forfilmen. I det her tilfælde vil jeg afvente anmelderne, inden jeg går i biografen.

REKONSTRUKTION UTØYA

Jeg har ikke set de andre to film om Utøya, men jeg er nok tilbøjelig til at gerne ville se denne, selvom bare forfilmen får tårerne til at trille. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi ser det i øjnene igen og igen – at der findes mennesker, der helt har mistet det moralske kompas, og at de vil os ondt.

***

Néné er fast gæste-blogger på Biograf-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.