Jeg går rundt i sådan en permanent tilstand af småforelskelse i Japan. Jeg var der for nogle år siden, fordi jeg via Miyazaki havde “opdaget” landets poesi. Indtil da var det ikke et land, der sagde mig noget som helst. Men når først man er blevet bidt af bacillen, er der ingen vej tilbage. Instruktøren af denne film hedder Hirokazu Kore-eda, og af hans film har jeg kun set én anden, Søstre. Jeg har noteret mig, at jeg har en del til gode.
Guldpalmer
Japanske film er jo ikke hverdagskost i danske biografer, men i Grand er de heldigvis flinke til at vise dem, og denne her har så oven i købet vundet Gulpalmerne i Cannes. Den foregår blandt Japans absolutte underklasse. Der er næsten ingen andre medvirkende end medlemmerne af det, der ved første blik ligner en almindelig halvstor ludfattig familie i et alt for lille hus, og efterhånden åbenbarer de sære relationer mellem husets beboere sig for os. De to børn, en dreng og en lille pige, som de “kommer til” at tage med hjem en aften, er på mange måder katalysatorer for handlingen.
En handling, der i øvrigt er ligeglad med, hvordan “handlinger” normalt skrues sammen. Det bliver man ret forvirret over, men i forhold til karakterernes usædvanlige relationer til hinanden, giver det god mening.
Kærlighed, af alle slags opstår de mest uventede steder og har de allersmukkeste udtryk. Den kan gå hånd i hånd med den kynisme, som meget fattige mennesker næsten er nødt til at besidde, uden at blive mindre ægte. Sjældent set mere tydeligt end i den her fine, lille film.
***
Néné er fast gæste-blogger på biograf-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.
BIOGRAF 