Overskriften kunne godt være fællesnævner for de to film, jeg fik set i juledagene. Men så hører al lighed også op.
Burning
Jeg er ikke sikker, men tror, det er mit livs første koreanske film. Og hvilken en! Den er baseret på en novelle af Murakami, men helt igennem overført til koreanske forhold. Til gengæld gennemsyrer Murakamis mysticisme filmen – hovedpersonerne kommer ustandseligt med de der karakteristiske tvetydige Murakami-replikker. Så selvom Burning ikke har det overnaturlige element, som vi er vant til fra Murakami, så savner den ikke mystik.
Handlingen kan man læse om alle mulige steder, og man kan også læse om, hvordan filmen overøses med priser på alverdens festivaler. Det er fuldt fortjent – gør dig selv den tjeneste at få set en film, som du ikke ser for dine børns skyld eller fordi alle andre ser den, men fordi du selv har brug for noget åndelig føde, der samtidig giver dig et blik ind i en anden kultur, der (selvfølgelig) er langt mere kompleks, end vi tror.
Kaptajnen
En grum, grum film om hvad der sker, når mennesker, der har været magtesløse hele deres liv, pludselig får magt. Det er virkelig ikke rart at være vidne til! Filmen foregår i WWII’s allersidste dage bag fronten i et på alle måder koldt Tyskland. Flere og flere soldater deserterer i desperation, og de er jaget vildt og bliver summerisk henrettet, når de antræffes. Deres tøj er i laser, de fryser helt ind i marven, og de er enormt sultne. De har ét mål: at overleve, og de fleste er villige til at gøre hvad som helst, hvad som helst, for at opnå det mål. Jeg så den med den 17-årige, og han var rystet. Jeg er måske blevet lidt mere hårdhudet med årene, men jeg havde også ondt i maven. Så altså ikke en feel-good film, men tysk film, der ikke er bange for at se sandheden i øjnene.
BIOGRAF 