Den nyeste film med Omar Sy er en rigtig feel-good film ligesom De Urørlige, hans gennembrudsfilm. I disse dage er det faktisk slet ikke så dårligt. Og så er det endda en feel-good film, der lykkes med at berøre følsomme spørgsmål som racisme og imperialisme og det europæiske blik på Afrika (inklusive biografgængerens eget) uden at miste feel-good-effekten på noget tidspunkt.
Omar Sys ellers ikke ubetydelige charme overgås med flere kilometer af hans 12-årige co-star Lionel Basse, der kommer fra Senegal, hvor filmen foregår. Han har så meget charme, at det halve snildt kunne være nok. Og hans karakter Yao charmerer da også den let blaserte skuespiller Seydou til at tage på et roadtrip i Senegal.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om filmen forskønner Senegal, men mit gæt er, at det gør den ikke. For Senegal ser ud til at være et råt, varmt og støvet sted – men også et smukt sted, hvor folk gider hinanden.
Både religion og overtro spiller en rolle i filmen, bedst illustreret, da de to møder en kvinde, der er halvt “heks” og halvt klog, rationel dame. Det er sundt for Seydou at komme væk fra berømmelsen og i kontakt med den del af ham selv, han altid har fornægtet, fordi han, som i øvrigt Sy selv, er født i Frankrig og aldrig tidligere har været i Senegal. Det bliver sagt på et tidspunkt, at “skæbnen er Gud, der rejser inkognito”, og den sætning siger meget godt, hvordan overtro og Gudstro skønsomt blandes sammen på en måde, der forekommer helt naturlig.
Se en film, hvor ingen bliver skudt, ingen får tæsk, og knive kun bruges til at slagte får med. Til gengæld kommer vi med på roadtrip gennem Senegal, og det har jeg i hvert fald ikke prøvet før.
BIOGRAF 