Det har Almodóvar – det lyser ud af hans film. Han er i høj grad antitesen til de mange kølige eller vrede instruktører derude. Ikke for at forklejne vreden, der er ved Gud en masse at være vred over, men skønt Almodóvars temaer ofte er alvorlige, strømmer der en undertone af kærlighed igennem filmene. Det gør der også i den her.

Filmen handler om en godt-og-vel midaldrende succesrig filminstruktør, spillet af Antonio Banderas, der formår at være både vældig pæn og vældig slidt på en gang. Efter en fejloperation i ryggen har han ladet sig nedsynke i sine smerter og en døs af smertestillende piller. Og selvmedlidenhed, ikke mindst. Han er sgu en ynk, selvom vi føler med ham.

Folk dukker op fra fortiden, og der sker ting. Stille og roligt og sammen med flashbacks til hans barndom. Dem kan vi godt lide, for altid underskønne Penelopé Cruz spiller hans mor. Der sker egentlig meget lidt, og vi bevæger os sjældent udenfor hans lejlighed. Den er så også til gengæld aldeles fantastisk og lidt sådan, jeg forestiller mig, at Almodóvar selv bor. Og det er næppe den eneste lighed mellem filmen og instruktørens liv.

Det er en vidunderlig film med tre virkeligt lækre mænd og en underskøn kvinde i de bærende roller – alle over 40. Der er sågar en nydelig ung mand i en birolle, der tager alt tøjet af. Men først og fremmest er der Almodóvars fortælleevne og fortælleglæde, der får selv de mindste begivenheder til at stråle og blive betydningsbærende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: