(På den ikke-seksuelle måde).

Forfilm og titel peger mod en hyggelig film med lidt tøhø-humor – sådan henad filmen med de mandlige strippere (sorry, har glemt, hvad den hed). Men så bemærker man, at det er en dokumentarfilm, og vi hører jo, at dirigenten fortæller, at han snart skal dø.

Hver tirsdag mødes gutterne – de fleste temmelig midaldrende, og mange af dem et eller andet niveau af kiksede – og synger kor. Det har de gjort i mange år, man da de fik ny dirigent, skete der noget. Hans personlighed, men først og fremmest hans kolossale musikalitet og formidlingsevne, fik koret hevet op på et niveau, der var højere end summen af de enkelte sangere. Så da han skal dø, ser koristerne et stort tab i øjnene.

Vi hører en masse korsang, dirigenten selv interviewes ligesom mange af sangerne, så et puslespil lægges i fortællingen om, hvordan nogle ydre omstændigheder kan gøre os til de bedste versioner af os selv.

Min veninde og jeg grinede meget i løbet af filmen, for de siger sjove ting og synger nogle ret sjove sange. Men vi græd også – mere end en enkelt tåre i øjenkrogen. Og forlod biografen med fornyet tro på mandskønnet og menneskeheden.

Filmen går stadig i Danmarks håndfuld af art cinemas. Skynd dig derhen.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: