Hvis man færdes i det indre København, ses Leonard Cohens silhuet alle steder. Hans posthume album er udkommet, der er en dobbeltudstilling om ham på Kunstforeningen Gl. Strand og i Nikolaj Kunsthal og – ikke mindst – man kan se dokumentarfilmen Marianne & Leonard i byens gode biografer.
Det er en film, der portrætterer en mand, jeg beundrer intenst, men som jeg er glad for, jeg aldrig mødte. Han er så ufatteligt charmerende, klog, poetisk (og smuk), at det halve kunne være nok. Men kvinderne i hans liv var og blev parenteser i forhold til MUSEN, som han fulgte slavisk, hvorend den ledte ham – ned i rødvinsflasken, på syretrip, i kloster, i dyb depression. I perioder var kvinden og musen én og den samme – de udgjorde de korte øjeblikke af lykke.
Hovedfokus er på hans forhold til hans første store kærlighed, norske Marianne, som han mødte på en græsk ø, hvor de boede i en årrække. Det var, mens han var sammen med hende, han opdagede sig selv som sanger og performer. Indtil da havde han været en lidet succesfuld forfatter. De dør med få måneders mellemrum og filmens slutscene er noget ud over det sædvanlige. Alligevel bragte den faktisk mindelser om en anden dokumentarfilm, jeg så for nylig, nemlig Mandskoret. Når kameraet dygtigt bringer døden helt tæt på uden at være snagende eller grænseoverskridende.
Filmen er det smukkeste portræt af et håbløst kærlighedsforhold. Er du forelsket i en kunstner, skal du enten IKKE se filmen eller NETOP se den. Så er du advaret.
BIOGRAF 