Jeg har set to film denne uge. De handler begge om, hvordan fattige mennesker tackler tilværelsen. Men så hører al lighed også op.

Parasite

Den første, jeg så, var ‘Parasite’, den koreanske film, der er på alles læber, efter at den både har vundet i Cannes og en Golden Globe. I denne analyse/anmeldelse, som jeg kun kan anbefale alle at læse (når de har set filmen), siges det, at filmen står fadder til en ny genre, som anmelderen døber Revolutionary Gothic. Jeg finder den kategorisering meget rammende.

Jeg vil ikke forsøge mig med en anmeldelse her, men blot sige, at jeg fandt filmen meget tankevækkende – så meget, at jeg har tænkt over den og diskuteret den med flere af mine venner og bekendte, hvoraf et helt igennem forbløffende antal havde set den, allerede inden jeg nåede i biografen – mindre end 2 uger efter premieren.

Filmen har et alvorligt tema, men er alligevel urkomisk, der sker højdramatiske ting og den ender, øhm, ikke som (for)ventet. Lige først blev jeg på en måde skuffet over slutningen – men da jeg så havde fået tygget den igennem bagefter, kunne jeg godt se, at det ville være utroværdigt, hvis den sluttede på nogen anden måde.

Sorry we missed you

Ken Loach, hvis film alle britiske politikere burde tvangsindlægges til at se, og som godt måtte have en klon her i Danmark, har skabt en ny film om en typisk engelsk arbejderfamilie, der knokler. De knokler så blodet springer, men afstanden fra at klare sig til ikke at gøre det er uhyggeligt kort. Faderen får nyt job som “franchise-tager” hos et transportfirma, hvor han skal forestille at være sin egen herre, og derfor ikke får hverken pension, sygedage eller sågar tissepauser. Han skal levere pakker med sin egen varevogn, og akkorden er så stram, at han må køre 12-timersvagter 6 dage om ugen for at holde den. Han giver den alt, hvad han har i sig, og hustruen, der er hjemmehjælper, har hjertet med på arbejde, men det er ikke nok – der skal også timer til, og de er der ikke, så hendes arbejdsdage bliver lige så lange.

Familien kæmper for at holde på kærlighed og værdighed, da de støder ind i helt almindelige problemer. En teenager, der ryger ud i noget skidt, fører til nødvendigt fravær fra jobbet, der igen fører til sanktioner, der igen fører til…

Loach har et kærligt og loyalt blik på den britiske underklasse, men han romantiserer den ikke, og den er hverken hyggesjov eller totalt afstumpet, som ofte fremstillet i danske film.

***

Det er faktisk lidt overvældende, hvor mange gode film, der går i biografen for tiden!

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: