Jeg græd under denne film, men hvad der var nyt for mig, var, at jeg også græd, da den var slut – og hele vejen hjem. Min biografmakker og jeg kunne ikke sige noget – vi hviskede lige til hinanden, at vi snart måtte ses og tale om den.

I dag har jeg fået tårer i øjnene, hver gang jeg har tænkt på den – også lige nu.

Og hvad skyldes det så? Er det effektiv følelsesporno? Nej, slet ikke – nærmest tvært imod. Når man ser den, er man klar over, at det værste er klippet væk. Jeg har tænkt hele dagen over, hvad det er ved filmen, der gør mig så ked af det – for det er jo ikke første gang, jeg ser en film, der går tæt på krig, død og elendighed – også dokumentarfilm.

Hvorfor så mange tårer?

Det må være nogle af de her ting:

  • magtesløshed (jeg kan ikke gøre andet meningsfuldt end at sende penge til Røde Kors eller lign. og stemme på partier, der ikke sender syrere tilbage til Syrien.)
  • sorg (over at de her ting finder sted – hele tiden)
  • vrede (over at vi tillader, at de her ting finder sted – hele tiden)
  • forundring (over at Bashar el-Assad stadig er ved magten – verden ved ellers godt, hvordan den skaffer sig af med krigsforbrydere)
  • beundring (over de fantastiske mennesker, der befolkede The Cave)

Der er meget, jeg som dansker IKKE er stolt af. Men jeg er stolt af, at vi har filmfolk, der kan og vil lave en film som denne, og som har evnet at skrabe penge sammen til den. Det kan ikke have været nemt. Jeg håber, de vinder alle de priser, der kan ligge på dem, så så mange mennesker som muligt – ikke mindst dem med magt – føler sig forpligtet til at se den.

Min yndlingsscene

Den lidt ældre mandlige kirurg er helt vild med klassisk musik, som han afspiller på sin mobiltelefon, når han opererer, fordi de ikke har bedøvelse til alle, så han forsøger at aflede de såredes opmærksomhed med musikken.

I en kort pause mellem operationerne forsøger han at få hospitalets vidunderlige sygeplejerske/økonoma/rengøringsdame/solstråle til at forstå musikken, absolut forgæves. Hun ser på ham med et skævt smil og siger, “jeg prøver, når jeg kommer hjem.”

Her er Roger Eberts anmeldelse, hvis du har brug for mere overtalelse.

***

Skrevet af Néné La Beet, der bl.a. bestyrer nyhedsbrevet #serendipitet på sin egen blog labeet.dk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: