Er alle kvinder ikke det, spørger du, med god ret. Og jo, det er de selvfølgelig. Det, jeg mener her, er bare, at man så ofte ser kvinder portrætteret som specifikt kvindelige snarere end som mennesker, hvorimod man ofte ser film med mænd, der repræsenterer mennesker snarere end blot deres køn.
Denne franske film, der godt kunne karakteriseres som et såkaldt “historisk drama”, er dog mere et menneskeligt drama om umulig kærlighed. Der medvirker fire kvinder i filmen, to hovedpersoner og to bipersoner, men de er alle meget vigtige for handlingen. Der forekommer et par mænd i periferien, men filmen klarer ikke en omvendt Bechdel-test – hvilket i øvrigt er helt ligegyldigt i alle gode film.
Kvindelige problemer
På trods af ovenstående handler filmen også om problemer, som kun kvinder har, men det er ikke en del af hovedhandlingen, der drejer sig om den unge kvinde Heloïse, der efter søsterens død er hevet ud af klostret for at blive gift i dennes sted med en passende mand, hvis han ellers kan lide det portræt, han ønsker at få tilsendt. Heloïse vil ikke giftes væk til en fremmed mand, så hun har nægtet at sidde model for den maler, moderen havde tilkaldt. Nu prøver moderen så at snyde hende ved at bruge en ung kvindelig maler, som skal male hende i skjul, mens hun fremstår som en slags guvernante.
De to unge kvinder bliver imidlertid hurtigt meget glade for hinanden, og moderens planer ser ud til at gå i vasken. Men så…
En skæbnedans
De fire kvinder i filmen danser en skæbnedans med hinanden, og kameraet kæler for de to hovedpersoners smukke, smukke ansigter, mens de gennemgår nogle af livets helt store følelser. Det er en film fuld af smukke billeder, der ofte leder tanken hen på P.S. Krøyer, og af dialog, der mere lyder som digte end som samtale.
Ikke en “kvindefilm”
Og da slet ikke en “chick-flick” – som nævnt øverst er det et menneskeligt drama, der handler om kvinder. Så det er ikke en film, man skal se, fordi man er nyfigen efter lesbisk sex. Det er der masser af på Netflix.
BIOGRAF 