Af David Bentow
Kan en film om blindt had og håbløs terror være smuk, ja endda poetisk?
Svaret burde være entydigt nej. Men instruktør Ole Christian Madsen og manuskriptforfatter Lars K. Andersen har med ”Krudttønden” skabt en film, som overrasker med sin kærlighed til filminstruktøren Finn Nørgaard og den frivillige jødiske vagt Dan Uzan, der begge blev myrdet på klos hold. Selv den afsporede og forkvaklede terrorist, Omar El-Hussein, portrætteres loyalt, i al hans enfoldighed.
Det er en film, hvor slutningen, ja, selv handlingen, er kendt for enhver på forhånd. Som at se filmen om Titanic. En film, hvor tre af de fire hovedpersoner ender med at dø. Men alligevel kan ”Krudttønden” fængsle, ikke mindst via en stram dramaturgisk opbygning, der alene fokuserer på terroristen, hans to ofre, og så en fiktiv politimand fra PET’s aktionsstyrke.
Der var ingen, og slet ikke politiet, som var forberedt på terrorhandlingerne den 14. og 15. februar 2015. På trods af nedslagningerne på satirebladet Charlie Hebdo kun godt en måned inden.
Angrebene i København har været et blødende sår på vores kollektive tro på, at vi er et fredeligt og tillidsfuldt samfund, hvor man altid kan sige og tro hvad man vil. Alene derfor har vi brug for at forholde os til angrebene, både nu og fremover. Og det er præcis hvad ”Krudttønden” gør.
Det er tydeligt, at både instruktør og manuskriptforfatter kendte Finn Nørgaard personligt. Han portrætteres af Lars Brygmann, der leverer en af sine bedste skuespilpræstationer nogensinde. Det er i høj grad her poesien opstår, i beskrivelsen af en mand med principper og holdninger, der står fast hvor andre ville bøje af. Og ender med at angribe en terrorist og betale med sit liv, hvor han nemt kunne være undsluppet uskadt, som de øvrige deltagere i debatarrangementet på Krudttønden.
Men også Dan Uzan, der i årevis var en højt skattet beskytter af jøderne omkring synagogen i Krystalgade, portrætteres med indsigt og forståelse. Dem der kendte ham siger, at de kunne både se og høre ham igen, i filmen. Han bliver spillet af Adam Buschard, som aldrig har stået på en scene i sit liv. Han er kaptajn i hæren og veteran fra to udsendelser til Afghanistan, men blev valgt til rollen på grund af sin slåede lighed med Dan Uzan, som han havde spillet basketball med.
Den svære rolle som Omar bliver også spillet af et helt ukendt navn, den 24-årige Albert Arthur Amiryan. Han er uddannet tømrer, og har kun en enkelt gang før stået på Edisons eksperimentalscene, Contact, hvor han fortalte om sit eget liv. I ”Krudttønden” spiller han et abnormt menneske, som vi aldrig kommer til at forstå. Men han gør det med en dæmonisk tilstedeværelse, der er lige så uhyggelig som den er imponerende.
Rutinerede Nikolaj Coster-Waldau er også blændende, og både fysisk og mentalt troværdig som Rico, der er en topprofessionel og dedikeret gruppefører i aktionsstyrken, AKS. Han ofrer alt for jobbet, som har kostet ham både førligheden og familien. Han er, som den eneste overlevende, også fortælleren af historien.
I dag er det nemt at glemme, at Finn Nørgaard og Dan Uzan ikke blot var to mænd, der var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Finn Nørgaard valgte at gå til en debat om ytringsfrihed, og valgte ikke mindst at gå til angreb på en bevæbnet terrorist. Dan Uzan valgte at være frivillig vagt. Ingen af dem havde andre våben, end deres villighed til at give deres liv for retten til at sige og tro hvad man vil. Engang ville man have kaldt dem for martyrer, men det klinger ikke så godt i dag. Helte virker måske også som for bombastisk et ord.
Men i ”Krudttønden” ser vi dem som to mænd, der måske ikke var de mest succesfulde i livet, men som viste alle os andre, at der er værdier som bogstaveligt talt er værd at dø for, uanset hvor tragisk deres død altid vil være.
Det er et budskab der er vigtigt, og som det absolut er værd at bruge en time og 46 minutter i biografmørket for at forstå. Ikke kun for at forstå, og også dermed ære, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Men også for at huske på, hvad vi som individer og samfund bør forsvare og kæmpe for, uanset omkostningerne.
Hvis vi glemmer det, og bare gemmer os, så har Omar El-Hussein og hans ligesindede vundet.
Og det må aldrig ske. For så fornægter vi det, der gør os til mennesker.
BIOGRAF 