‘Huset ved Havet’ er på mange måder et ganske gennemsnitligt familiedrama, men det er tilsat et urovækkende krydderi i form af militæret, der hele tiden dukker op i søgen efter immigranter, der skulle være gået i land. Familien i filmen, der ellers har det ret svært med hinanden, forenes i deres utilpashed ved militærets insisteren og deres forestillinger om immigranternes skæbne.
Middelhavet
Vi er ved en del af Middelhavskysten, som vi ikke ser så tit – ikke langt fra Marseilles. Om det er øst eller vest for, ved jeg ikke, men skal jeg gætte, gætter jeg på vest. Familien bor i en mindre by på en klippefyldt kyst, som turisterne er begyndt at køre udenom, så familiens lille umoderne restaurant lider. Samtidig har velhavere udefra opkøbt flere huse, og beboerne, der har boet der i generationer, må flytte pga stærkt forhøjede huslejer. Kun den ene tilbageblevne fisker har bevaret det gode humør og optimismen. I løbet af filmen forstår vi hvorfor, og det er ret sødt og ganske rørende.
Ikke ret pæne
Persongalleriet består af en gruppe mænd og kvinder, der hverken er særlig sympatiske eller særlig pæne. Sidstnævnte er i sig selv bemærkelsesværdigt i en fransk film. Selv hende, der er en kendt skuespillerinde (i filmen altså), stråler ikke. Men vi finder jo ud af, at under deres gnavne eller bitre eller opgivende ydre findes mennesker, der faktisk vil hinanden og deres medmenneskers bedste – og det på en ganske usentimental måde. Det er filmens store styrke.
Ingen happy ending
Der er egentlig ikke tale om en happy ending, men så alligevel. Vi ser, at visse omstændigheder kan lokke noget bedre og rarere ud af mennesker, der ellers var sunket hen i tungsind eller selvmedlidenhed. Det er smukt!
BIOGRAF 