Jeg var helt pjattet med bogen, som jeg har været med mange af Ian McEwans bøger. Denne her røg meget højt op på listen. Filmen er skåret over den klassiske britiske film-læst. Den har ingen fancy klipning, ingen overraskende musik, intet til at forstyrre fokus på indholdet – ja, den har endda den lille bid af comic relief, som den gode britiske film (og tv-serie) også altid har. Et manuskript skal være helt fremragende og skuespillere og instruktør i symbiose, for at den klassiske opskrift ikke fører til film, der er lidt kedelige  og føles bedagede. Det gælder dog ikke denne, der simpelthen er en rigtigt god bog fortalt med billeder.

My Lady

Emma Thompson er ikke overraskende suveræn i rollen som dommeren, My Lady (sådan tiltales en kvindelig dommer i England). En anden storslået præstation er Fionn Whitehead, der spiller drengen, som filmens retssag handler om. I to mindre roller er Ben Chaplin meget overbevisende som drengens far, og det er dommerens højre hånd, spillet af Jason Watkins, der med charme og overskud står for den ovenfor omtalte comic relief. Det er Ian McEwan selv, der har skrevet manuskriptet, og instruktør er Richard Eyre, der har instrueret en række film af samme type tidligere.

Et moralsk dilemma

Dommeren er ikke en hvilken som helst dommer, for hun dømmer kun i børnesager. Selv har hun ingen børn, og hun forekommer kølig, men meget kompetent og med professionel afstand til de sager, hun dømmer. Hun arbejder som en vanvittig og forsømmer sin mand derhjemme – synes han i hvert fald. Hun får sagen om teenageren Adam samtidig med, at et opgør med manden finder sted. Det er måske – måske ikke – medvirkende til, at hun involverer sig følelsesmæssigt i netop denne sag. Dilemmaet her går ud på, om et hospital må give drengen Adam blod (han har livstruende leukemi), selvom hans Jehovas Vidne-forældre og han selv modsætter sig på det kraftigste. Adam er 17, snart 18 og en meget kapabel ung mand, hvilket gør beslutningen så meget desto sværere.

Godt man ikke sidder i Etisk Råd

Vi almindeligt dødelige skal heldigvis sjældent træffe den slags vigtige moralske beslutninger og da slet ikke på andres vegne, men på Facebook kan man fx se, at mange mennesker fælder denne slags domme på et øjeblik og helt uden at blinke.

Til alle os tvivlere, er denne film en gave, for den viser noget, der er så uendeligt vigtigt i livet. At undlade at vælge er også et valg, og uanset, hvad du vælger, så har valget både positive og negative konsekvenser – måske ikke for dig, men så for nogle andre.

Forfilm

Grænse

Det her er en type film, jeg ikke kan holde ud at se. Da jeg for lidt siden genså forfilmen spekulerede jeg på, hvordan jeg kan formulere den dybe væmmelse, jeg føler, men jeg må konstatere, at det kan jeg ikke. Der er derfor ikke tale om nogen kvalitetsbedømmelse fra min side…

Journal 64

Som jeg vist har skrevet tidligere, er jeg ikke fan af Jussi Adler-Olsen. Men jeg er lidt tiltrukket af denne forfilm, så jeg tror lige, jeg lurer på de professionelle anmeldere, inden jeg tager stilling til, om jeg skal se filmen.

Te med damerne

Da jeg aldrig læser interviews med skuespillere eller ser tv-portrætter eller den slags, så tror jeg også, at jeg fravælger denne. Men den ser hyggelig ud – mindst et par af dem skulle være nogle bramfri damer.

***

Néné er fast gæste-blogger på Biograf-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: