Det var en film, der stak dybere, end jeg havde ventet. Glenn Close har måske aldrig været bedre, og jeg, den uforbederlige feminist, glæder mig over, at en kvinde på 70+ kan få succes i en relativ mainstream film. Som så ikke er mere mainstream, end at den er instrueret af en svensker, Björn Runge, og produceret af Meta Louise Foldager, hvis betydning for dansk film næppe kan overvurderes.
Joe Castlemann får Nobels litteraturpris og i løbet af filmen, som mestendels foregår i et juleudsmykket Stockholm, får vi oprullet baggrundshistorien for den succesrige forfatter og hans loyale hustru, Joan. Katalysatorer for handlingen er deres tvære søn, som er rejst med for at overvære overrækkelsen, og en forfatter/kritiker, som vist nok har fået til opdrag at skrive en biografi om Nobelpristageren. En bog som Castlemann ikke ønsker sig, i hvert fald ikke fra denne mands hånd. Kritikeren spilles overbevisende af Christian Slater, der er utroligt god til at være både oprigtig, flirtende og slesk i en og samme scene.
Vi aner jo nok, hvordan tingene hænger sammen, men alligevel overrasker filmen flere gange. Hvor stort et svin er Joe egentlig? Og hvor indebrændt er Joan, når det kommer til stykket?
Kender vi det ikke alle sammen fra vores parforhold? Der kan eksistere vrede, bitterhed og sorg over det, som partneren aldrig formåede at give, men samtidig er man klar med al kærlighed og omsorg i verden, når der opstår en krise for den anden eller når udefrakommende begivenheder pludselig er vigtigere end ægteskabelig strid. Det viser filmen med al tydelighed. Den kan nok være god at se for par, der har været sammen i mange år.
***
Néné er fast gæste-blogger på Biograf-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.
BIOGRAF 