Det er en meget fin film Pernille Fischer Christensen her har lavet om den helt unge Astrid Lindgren. Når man læser om Lindgren på Wikipedia (jeg fik lyst til at læse biografien af Jens Andersen, der udkom for nogle år siden), bliver det klart, at de år, der beskrives i filmen, nok er de mest dramatiske i hendes liv. Skønt hun var i besiddelse af den vildeste fantasi, levede hun et meget fredsommeligt, “normalt” og jordbundent liv.
Alba
Det er en helstøbt film med mange meget fine skuespilpræstationer, ikke mindst Trine Dyrholms danske plejemor med det milde sind og det lange lyse hår. Alligevel må man i særlig grad notere sig, at Alba August stråler som en sol ud i hele biografen og bliver siddende i én længe efter. Jeg vil undlade at skrive noget vås om æblet/stammen.
Ingen ondskab, ingen vold
Det er dejligt med en film, der holder en fast, selvom der hverken er onde mænd eller lede kvinder til at drive handlingen. Langt de fleste af personerne omkring Astrid er drevet af en stræben efter at gøre det rigtige. Hendes faste, men milde og varme karakter er helt klart formet af det – man tænker på Emil fra Lønneberg, hvor dramaet skabes uden tilstedeværelsen af onde hensigter.
Astrid er en af fire søskende, og hun er helt klar the odd one out. I starten af filmen tænkte jeg på, hvor forskelligt forældre tackler det, når et af deres børn skiller sig ud fra mængden. Mange af os kunne nok godt lære noget af Astrids far – men også af hendes mor. Af sidstnævnte kan man lære, at man kan erkende sine fejl og blive et større menneske af det.
Dødens nærvær
Filmen åbner med, at den gamle Astrid sidder omgivet af postsække og åbner lykønskningsbreve fra børn. Filmen igennem hører vi fra tid til anden et barns eftertænksomme brev til Lindgren læst op. Det er effektfuldt og rørende. Især dødens nærvær overalt i forfatterskabet optager børnene. Det viser om noget, hvor vigtigt det er, at vi ikke gemmer døden væk for vores børn eller lader den reducere til døde skurke i film og computerspil.
BIOGRAF 