Dogman er noget så relativt ukonventionelt som en italiensk, grim film. Den foregår i en fuldstændig nedslidt forstad til Rom blandt ægte lowlifes. Alle medvirkende på nær hovedpersonens lille datter er både grimme og dumme. Omgivelserne er grimme, handlingen er grim/grum. Måske ikke så mærkeligt, når det er Matteo Garrone, der står bag – han lavede mafiafilmen Gomorrah, som jeg ikke så, fordi jeg hørte om, hvor voldelig den var…

Hvorfor så se den?

Du kender godt det der, når du sidder og ser en film eller serie, så har du en fortløbende indre dialog med hovedpersonen om, hvad denne bør gøre. Du sidder og siger “tag nu imod det tilbud”, “stik nu af”, “kys ham nu”, “pand ham en”, “gå til politiet” – you know the drill. Det gør man så sandelig også i denne her film, og det seværdige ved den er, at han ALDRIG ALDRIG gør det, du så indtrængende beder ham om.

Endnu en (nogenlunde) sand historie

Du kan læse her om baggrunden for filmen – det er ganske pudsigt og ikke ret langt. Hvis du kan lide grimhed, dumhed og vold, så er det her lige filmen for dig… Jeg sælger den dårligt, det mærker jeg nok, men jeg syntes faktisk, den var ganske god, for den pirkede til min opfattelse af verden. Det kan jeg godt lide, når film gør.

Dogman: * * * *

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: