Den islandske film ‘Kvinde på Krigsstien’ er endnu et – af mange – eksempler på, at islændinge har den skønneste humor. De har også en selvtillid, der hele tiden balancerer på knivsæggen mellem simpelthen at være for meget og så en spøjs form for ydmyghed. Måske en ydmyghed, der kommer af at leve på en ø midt i det kolde hav og være omgivet af natur så vild som den islandske.
Okay, ikke mere lommefilosofi.
Original musik
En af de mange fine ting ved filmen er musikken. Den er indlagt på en måde, der er halvvejs varieté, halvvejs stumfilm. Virkelig originalt og effektfuldt. Der trækkes en lang fin dirrende, musikalsk tråd mellem Ukraine og Island – det er ren poesi.
Skandinavisk film og tv
På DR og Netflix opsøger jeg film og serier fra vores skandinaviske nabolande. Det har givet mig mange gode oplevelser. DR har sendt et par islandske krimiserier – mørke og dystre, men spændende og anderledes. Og altid med de der glimt af humor.
Kvinden på Krigsstien i filmen her er korleder og miljøaktivist, sidstnævnte er der bare ikke nogen, der ved. Hendes medsammensvorne er de mest usandsynlige typer, og samtidig med at filmen faktisk er ret stramt og elegant komponeret, virker det som om handlinger tumler ukontrolleret ned ad en lang bakke. Go figure!
Skør og skøn
Den her film er måske ikke helt så skør som den med hestene, men den er tæt på! Instruktøren er i hvert fald den samme.
BIOGRAF 