Se denne skønne film og få en solid dosis iransk humor, dobbeltbundet tale og glimt i øjet. Den iranske filminstruktør Jafar Panahi stiftede jeg først bekendtskab med i Taxi Teheran fra 2015, som jeg faldt helt på halen over. Vi kører rundt i Teheran under stort set hele filmen, og oplever en by, et land, nogle mennesker, der er milevidt fra de forestillinger om Iran, vi er blevet påduttet af medierne.
Denne film hedder faktisk 3 Kvinder på dansk, men den engelske titel, 3 faces, er meget mere præcis. For selvom filmen handler om et problem, som det kun er kvinder, der har – nemlig at deres valg af erhverv og evt. fravalg af ægteskab – kan bringe skam over familien, så er det ikke en “kvinde-film”, selvom den med lethed består Bechdel-testen.
Beboerne i den fjerntliggende landsby, som den berømte skuespillerinde Behnaz Jafari og instruktøren (de spiller begge sig selv) besøger, bliver fremstillet med både kærlighed og ironisk distance. Især de ældre mænd kloger sig og får sagt de mest idiotiske ting, mens vi alligevel forstår dem og føler sympati med dem. Alle mulige problemstillinger kommer ud i luften, både traditioner, religion og regimets undertrykkelse, alt sammen på en meget underspillet måde, samtidig med at den dramatiske fortælling om den unge forsvundne pige udspiller sig i forgrunden.
Vi finder aldrig helt ud af, hvilke dele af filmen er opspind og hvilke bygger på realiteter, men det gør ikke noget. Under alle omstændigheder føles det hele meget virkeligt.
BIOGRAF 