Ja, jeg ved godt, den hedder ‘Værk uden Skaber’, men jeg foretrækker altså ovenstående.
Efter at have set filmen, læser jeg, at den er bygget løseligt på Gerhard Richters historie. Det giver jo så meget mening, og tilføjer historien endnu et lag. Jeg lærte Gerhard Richter at kende ved hans store særudstilling på Louisiana for en del år siden og blev instant fan.
Florian Henckel von Donnersmarck
Det er måske lidt barnligt, men jeg er fascineret af, hvad det mon betyder for et menneske at være født med så pompøst et navn? For ham her har det (måske) medvirket til, at han er blevet en meget væsentlig filmskaber, der sætter Tyskland under lup på en meget kritisk men også kærlig måde. Det kærlige har vi måske savnet i andre film, der omhandler Det Tredje Rige. Jeg – og de fleste andre, der så den – var meget begejstrede for hans debut ‘De Andres Liv’. En film, der, utroligt elegant og raffineret, lykkedes med at vise Østtysklands rædsler frem samtidig med, at vi ikke kunne lade være med at fnise visse steder.
Næsten ingen vold
Samtidig med at det er en film, der fortæller historien om to brutale, grumme regimer (nazisterne og Østtyskland), ser vi stort set ingen vold gennem de 3 timer og 15 minutter, filmen varer. Vi ved, den er der, den bliver ikke nedtonet, men regimernes ondskab og rækkevidde bliver vist på en langt mere raffineret måde, nemlig ved hovedpersonernes angst og trykken sig. Overfor den, der gør oprør i filmens start, gøres der kort proces. Det efterlader et varigt aftryk hos filmens hovedperson – og hos os.
Både sex og vold er nedtonet i denne film, selvom vi ser begge dele. Jeg må sige, at selvom jeg sidder og ser Game of Thrones som de fleste andre og tager vold og sex med i købet, så er jeg begejstret for en instruktør, der kan vise det uden at vise det, så at sige.
Intet oprør
Vi har set 1000 film om de modige mennesker, der kæmper mod onde regimer. Vi beundrer dem og tænker (eller burde tænke) på, om vi mon ville besidde det samme mod, hvis vi kom i en lignende situation. Turde vi prøve at slå Hitler ihjel? Turde vi gå på gaden mod Apartheid-styret i Sydafrika? Turde vi opponere mod kulturrevolutionen i Kina? Turde vi lave ikke-socialistisk kunst i Østtyskland bag muren? Eller være en whistleblower i nutiden?
Ingen helt
For de fleste af os er svaret jo nej, og vi ved det godt. Vi har 1000 undskyldninger – vores børn, andre er bedre egnede, etc. Hovedpersonen i Værk uden Skaber er sådan et menneske. Han har set, hvad der sker, hvis man er i opposition til magthaverne eller bare er et menneske udenfor normen. Og han skal ikke nyde noget. Det vægtigste, filmen bidrager med, er, at den kaster et kritisk/kærligt lys på sådan et menneske og lader os forstå, at ikke alle har det i sig at være helte, og at det ikke gør dem til dårlige mennesker, men at prisen kan være et permanent selvhad.
Kunstdiskussion
Filmen rummer også en diskussion af kunstens betydning i samfundet. Jeg kunne godt komme i tanker om nogle politikere, der ville have godt af at se den og blive tvunget til at diskutere den med kloge mennesker bagefter.
Forsvar for kujonen
Det er en virkelig smuk og væsentlig film, der favner Tysklands historie fra Hitlers magtovertagelse og frem. Den tegner et ærligt billede af de fleste af os – os kujoner. De 3 timer og 15 minutter gik hurtigt, og jeg kan ikke komme i tanker om 10 minutter, der kunne være skåret, uden at noget vigtigt var røget med i købet. Filmens engelske titel er Never Look Away, og det er det, filmens modigste menneske siger til hovedpersonen. Hun ser aldrig bort, men betaler den ultimative pris.
BIOGRAF 