Nebenan

đŸ‡©đŸ‡Ș TYSKE FILMDAGE: Skuespilleren Daniel BrĂŒhl debuterer som instruktĂžr med en raffineret og herligt selvironisk – pĂ„ kanten til det selvudleverende – film. En berĂžmt skuespiller (BrĂŒhl selv) trĂŠder ind pĂ„ en knejpe, hvor han falder i snak med den noget ĂŠldre Bruno (fantastiske Peter Kurth fra ‘Babylon Berlin’). Bruno viser sig ikke kun at vĂŠre Daniels nabo, men ogsĂ„ at vide mere om Daniels liv, end godt er. Bruno har boet pĂ„ Prenzlauer Berg, fra fĂžr Muren faldt, og fĂžr kvarteret blev gentrificeret, mens Daniel er en tilflytter, som har indrettet sig i mondĂŠn, noveau riche-stil – helt ned til den private elevator op til taglejligheden. Bruno er dog svĂŠr at imponere, og Daniel fĂ„r ikke lov til at dĂž i synden. Det velturnerede manuskript er begĂ„et af den verdenskendte forfatter Daniel Kehlmann, der ogsĂ„ har leveret manus til en rĂŠkke film, heriblandt ’Ich und Kaminski’, som vi viste for nogle Ă„r siden (den havde i Ăžvrigt ogsĂ„ Daniel BrĂŒhl i hovedrollen). Se NEBENAN mandag eftermiddag i @grandteatret.

Skriv en kommentar